Ejerlavet Lund By

Kristen Nielsens familie
10 Espemosegård

Kristen Nielsen (*21-02-1895; †26-07-1971) var søn af Ane Kirstine Nielsen fra "Søgård" og Lars Nielsen, der var møllerfolk i Havnelev. Lars Nielsen var født på ”Espemosegård”.

Meget tyder på at kun Lars Nielsen ud af den 8 ”mands” store søskendeflok på ”Espemosegård”, fik børn.
Kristen var den ældste af disse børn.

Fra han skulle i skole i 1902 boede Kristen på ”Espemosegård” og deltog i driften.

Gården blev ejet af hans farmor, men de to ugifte farbrødre, Niels og Peter Nielsen, og de 3 ugifte fastre, Maren, Ane Sophie og Johanne, levede også på og deltog i driften af gården.
Peter Nielsen var den sidste ejer af "Espemosegård" før Kristen Nielsen.

Kristen Nielsen1 skriver selv: "I 1902 da jeg skulle til at gå i Lund Friskole, kom jeg til ”Espemose” hos min farmor og fem af hendes børn, som efter hende ejede og drev gården i fællesskab. I vinteren 1912 - 13 var jeg på Stevns Højskole, 1916 - 17 på Aasgaard i Høve, sommeren 1917 på Nørremosegård ved Kværndrup og 1919 - 20 på Tune Landbrugsskole."

Det må have været lidt specielt som ung mand at leve blandt de noget ældre slægtninge. F.eks. var Kristen 19 år i 1914 da hans farbror Niels døde, 58 år gammel. Den anden farbror var da 48 år og fastrene mellem 55 og 47 år.

Espemosegård 1936-38
http://www.kb.dk/danmarksetfraluften26

I FT 1930 optræder Johanne Kirstine Kristensen (*31-10-1891; †21-04-1977) i gårdens folkehold. Hun var datter af Ane Marie Nielsen fra ”Søgård” og Marius Peter Kristensen.

Johanne og Kristens mødre var altså søstre.

Kristen Nielsen fortæller i sin slægtsbog1: ”Johannes forældre havde en landejendom på 14 tdr. land i Bindslev i Vendsyssel. De solgte den i 1908 og købte så i marts 1909 den gamle forsømte gård ”Espegård” i Lyderslev. ("Espegård"s mark ligger lige nord for "Espemosegård"s mark) Johanne var på Ubberup Højskole i vinteren 1914 - 15, har haft mange pladser, flest i Jylland, nogle på Stevns. Johanne kom til ”Espemosegård” 1. maj 1930 og 27. september 1932 havde hun og jeg bryllup. Vi fik to børn, den første pige levede kun i 3/4 døgn. Efter hende blev et hospitalsophold på 70 dage med årebetændelse i begge ben. Det næste svære sygeleje var i 1945 - 46 med krigsgulsot, og mange gange har hun ligget med årebetændelse. Hun har været en god hustru og mor, god ved alle de gamle på ”Espemose”, og hvor hun har været. Hendes ligevægtige sindelag har gjort os livet lettere, og ikke mindst for mig, der har haft de små daglige bekymringer. Hun har haft en stor stjerne hos vore tjenestefolk.
Vi blev ejere af ”Espemosegård” 01-07-1939."

Johanne Kirstine Kristensen 1921
Udsnit af "Søgård"s familiebillede

 

Johanne og Kristens børn:
Udøbt pige
*09-04-1936
†10-04-1936
Født på A. Rogvigs Klinik, Hostruphave 50, Frederiksberg
Johanne Kirstine Nielsen
*17-07-1938
†08-08-1968 1
Kaldet ”Hanne”. Gift 30-05-1959 med typograf og musiker Bjarne Nielsen (*27-12-1932; †), søn af fhv. kroejer Jens Peter Nielsen, Lov. De købte i foråret 1959 huset nr. 28 på Vinkelvej, Ølby Lyng. Hun var på Stevns Ungdomsskole sommeren 1954 og har haft pladser som husassistent. Den 8. august 1968 om aftenen ved Strøby Strand badede hun sammen med sin svigerinde, hvor hun druknede og blev ikke fundet før næste dags formiddag. Den 13. august blev hun begravet på valgmenighedens kirkegård. Hun havde ingen børn1.

 

De 3 fastre døde i henholdsvis 1918, 1927 og 1935, og den sidste farbror  i 1948.
Efter faren Lars Nielsen mistede sin kone i 1932, flyttede han i 1939 også ind på ”Espemosegård” indtil sin død i 1944.
Kristen Nielsen1 skriver om sine forældre: ”Far blev opfødt på ”Spangsbæk”, gift 19-04-1894 med Kirstine fra ”Søgård” i Lund, hun var datter af Niels Jensen og Johanne.
I foråret 1894 blev Havnelev Møllegård solgt til et konsortium på egnen. Det var tanken at oprette en højskole der. Mine forældre blev tilbudt stubmøllen med tilhørende landbrug i forpagtning, landbruget fik de ikke i eje, som de havde regnet med, kun to tdr. land at bygge på. I foråret 1896 begyndte den nye mølle at snurre, og den gamle blev revet ned. Der boede de og virkede til efteråret 1922. (Sønnen Niels blev gift og overtog møllen.) De boede i Lund et år, flyttede så til Boestofte i huset mellem købmanden og friskolen. Mor døde af lungebetændelse 30-03-1932. I marts 1939 flyttede far til ”Espemosegård” og var der til han døde 11-02-1944.”

Kristen Nielsen skriver videre: "1. maj 1966 blev ”Espemosegård” forpagtet ud til Anni og Erling Nielsen, søn af Gudrun og Thorvald Nielsen, ”Stenager”, Havnelev, og nu bor vi i et nybygget Råbyhus i Boestofte. Helbredet er ikke så godt mere.
11. december 1969 overtog Anni og Erling gården.”

Johanne og Kristens gravsten på Frimenighedens Kirkegård

Ved FT 1940 havde "Espemosegård"

2 aftægtsfolk:
Peter Nielsen (Kristen Nielsens farbror, tidligere ejer af Espemosegård")
Lars Nielsen (Kristen Nielsens far, fhv. møller i Havnelev)

2 tjenestefolk:
Richardt Nielsen *16-08-1908 i Højerup, forkarl
Ebba Kirstine Olsen *05-09-1918 i Lund, husassistent

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk