Ejerlavet Lund By

De kønne møllerdøtre

Kristen Nielsen1 fra "Espemosegård" fortæller i sin "Slægtsbog" (s. 48) fra 1970:
 
"Møller stammen.
Jakob Larsen, kaldet Jakob Møller, var født på Spjellerup mølle i 1760'erne. Spjellerup Møllested er det som Kristian Olsgaard nu er ejer af. Her var fra gammel tid en stubmølle. Sidst i årene 1800 blev den afløst af en stor hollandsk mølle, opført på venstre side af vejen til Karise. Den kom i ejerskifte nogle gange, og sammen med dette og at elektriciteten kom til Østsjælland i 1913 og en ny mølle var opført ved Spjellerup By, blev kundekredsen snævret ind. Kristian Olsgaards far, Karl Olsgaard, købte møllen med tilhørende landbrug ca. 1920, men et par år senere blev møllen nedrevet og solgt på auktion.
Jakob Larsen førte dagbog. Hans mor døde 21. februar 1790. En bror var møller på Møn, en søster var gift med gmd. Jørgen Kristensen, Faurby, en anden søster var gift med gmd. Mathias Jensen, Taarnbjerggaard i Havnelev (han var søn af Jens Pedersen, Pilebæk, Lund). Da gården brændte for ham tre gange, ilden blev påsat af den "Brændte Marie", blev han ked af at være gårdmand der og rejste til Stubberup og blev husmand.
Jakob Larsen havde bryllup med Maren Jensdatter, kaldet Maren Møllers, Jens Johansens datter, Højgård, Lund. De boede en tid på Spjellerup Mølle, overtog så en vandmølle i nærheden af havnen i Roskilde, hvor de virkede i 19 år indtil statsbankerotten i 1814 (1813?) tvang dem til at forlade Roskilde. De fik ophold på Marens fødegård i Lund, hos hendes halvbroder, Kristian Nielsen, hvor de boede til deres død.
Jakob og Maren fik i deres ægteskab elleve børn, alle døtre, men de seks døde som børn; de fire ligger begravet på den gamle kirkegård i Roskilde. De fem blev sat i pleje hos Marens søskende.
Sofie født 27. juni 1791 hos gamle Hans Jensen, Pilebæk, og Kirstine der var hendes moster.
Ane, min oldemor, født 8. oktober 1792, var hos morbroderen Kristen Nielsen, Højgård, men hun må være blevet gift i 1813 med Niels Pedersen, søn af Else og Peder Madsen, Espemosegård. Peder Madsen var død, og enken skulle hurtigt gifte sig igen, for at kunne beholde fæstebrevet på gården, men sønnen Niels skyndte sig at blive gift med Ane og fik fæstebrevet på Espemosegård. Hans mor, Else, giftede sig med en ældre karl, og de måtte så flytte ind i aftægtshuset. Ane og Niels Pedersen fik to børn: Peder, født i 1814 og blev viet i Lyderslev Kirke 31. oktober 1845 til Mariane, enke efter dannebrogsmand Kristoffer Olsen, Lund. Han var da 32 og hun 46 år. - Johanne, født 4. maj 1816, blev gift med gmd. Rasmus Nielsen, Karlshøj. Niels Pedersen døde i 1817, og Ane blev gift med Poul Pedersen fra Ellemose.
Kirstine kom til sin morbroder, Lars Nielsen, Hybenhøj i Højerup.
Birthe, født 19. februar 1801, kom til sin morbroder, unge Hans Jensen, på Haugaard. Hans kone døde, og han giftede sig så med Birthe.
Kirsten, født 1808, kom til Espemose hos søsteren Ane. Hun blev 13. januar 1832 gift med Peder Larsen fra Lindersgård, og de fik fæste på gården Vilhelmsminde i Spjellerup.
Disse fem piger af Maren og Jakob Larsen var meget kønne og kaldes "de kønne møllerdøtre."

Hvad arkiverne fortalte om møllerdøtrene:

Jacob Larsen (*1759; †06-05-1828) blev født i Spjellerup Mølle. Faren hed Lars Larsen og moren Anne Sophie Jacobsdatter. Ved FT 1787 var Anne Sophie (47 år) gift 2. gang med mølleren på Spjellerup Mølle, Hans Pedersen (47 år), og Jacob var 29-årig møllersvend samme sted.

Jacob havde en søster, Kirsten Larsdatter, der blev gift med gårdmand Mathias Jensen i Havnelev d. 05-01-1787, efter at han havde mistet sin første kone, den kun 20-årige Maren Rasmusdatter fra "Toftegård" i Lund. Hun døde d. 03-11-1786, 5 måneder efter deres bryllup. Mathias Jensen var også fra Lund, idet hans far var gl. Jens Pedersen på "Pilebæk".

Maren Jensdatter (*14-01-1770; †12-03-1828) blev født på "Højgård" i Lund af Jens Johansen og Johanne Hansdatter. Ved FT 1787 opholdt Maren sig ikke i Lund.

Den 21-04-1791 "blev møllersvend  Jacob Larsen copulerede med pigen Maren Jensdatter tjente Hans Møller i Sp. Mølle" (KB Spjellerup 1727-1814 ops. 80).

Deres to ældste - overlevende - piger blev født i Spjellerup. Den ældste blev døbt i Spjellerup Kirke, den næstældste i Lyderslev Kirke. Den tredje datter, der blev født i 1796, blev ikke født hverken i Spjellerup eller Lyderslev Sogne, så måske er familien flyttet til Roskilde mellem 1792 og 1796, men familien ses ikke i KB Sct. Ibs Sogn, hvor familien ellers opholder sig ved FT 1801.
Da den yngste datter blev født i 1808 var Jacob Larsen indsidder i Lund - angiveligt boede Maren og Jacob frem til deres død i 1828 i et lille hus der tilhørte Marens bror på "Højgård".

De fem søstre kom i pleje hos Marens familie:

Anna Sophia Jacobsdatter blev født d. 27-06-1791 i Spjellerup Mølle.

Marens storesøster, Anne Kirstine der var gift med Hans Jensen på "Pilebæk", bar Sophia ved dåben i Spjellerup Kirke.
Ved FT 1801 er Sophia med sin familie i Roskilde.
I 1808 (hvor lillesøsteren Kirsten fødtes) var familien i Lund.
Den 13-06-1815 blev Sophia gift i Lyderslev Kirke med "Enkemand Gårdmand Anders Pedersen i Lund, 34 år", der var gårdmand på "Ravnshøj". Han havde fra sit første ægteskab 4 børn.
Den 18-03-1816 fødte Sophia deres søn, Hans Andersen. På Hans' 2 års fødselsdag i 1818 døde Anders Pedersen. 4 måneder senere (28-07-1818) døde Hans.
Sophia giftede sig d. 06-10-1818 med gårdens nye fæster, den 23-årige Lars Hansen, der var søn fra "Pilebæk". I juni 1819 fødte hun en dødfødt pige. Den 14-11-1820 kom deres søn, Anders Larsen, til verden, men han døde allerede d. 27-03-1821. Mens Sophia gik svanger med deres 3. barn, døde manden, Lars Hansen, af brystsyge d. 08-03-1822. Barnet, en pige, fødte hun d. 06-06-1822 og kaldte hende Anne Kirstine Larsdatter. Anne Kirstine døde som 6-årig d. 12-03-1829.
Sophias tredje ægtemand, Peder Pedersen, blev hun gift med d. 26-07-1823. Han var søn fra "Ellemosegård" og overtog "Ravnshøj". Samtidig overtog han 4 børn som hverken han eller Sophia var forældre til, samt Sophias datter, Anne Kirstine, der døde 6 år senere. Sophia og Peder Pedersen fik 3 børn: datteren Johanne Pedersdatter (*01-04-1824) der blev gårdmandskone i Ll. Torøje, datteren Else Marie Pedersdatter (*08-10-1825; †07-10-1904) der blev gårdmandskone på "Toftegård", samt en dødfødt dreng fra 1828.
Sophia oplevede på 19 år 3 ægteskaber. Hun fødte 7 børn, hvoraf kun 2 levede til de blev voksne.
Sophia døde 43 år gammel d. 27-07-1834.

Anne Jacobsdatter blev født d. 08-10-1792 i Spjellerup (formodentligt).

Forældrene var "Jacob Larsen møllersvend på Spjellerup Mølle som udbad sig Gudfaddere i Lund og hustru Maren Jensdatter" som der står i KB Lyderslev 1764-1801 ops. 31.
Ved FT 1801 er hun med familien i Roskilde.
I 1808 (hvor lillesøsteren Kirsten fødtes) var familien i Lund.
Den 26-10-1811 giftede Anne sig med sønnen fra "Espemosegård", Niels Pedersen, der den 03-11-1811 fik fæstebrev på samme gård efter sin far, der døde i 1808. Ved brylluppet var hendes far indsidder i Lund.
Deres første barn, Peder Nielsen *21-01-1813, døde en måned efter fødslen. Den næste søn der også blev kaldt Peder Nielsen, blev født d. 06-04-1814 og blev senere gift med enken på "Bækkelund". Deres tredje barn, Johanne Nielsdatter *04-05-1816, blev gift med Rasmus Nielsen på "Karlshøj".
Kun 30 år gammel døde Niels Pedersen d. 29-03-1818.
Den nu 26-årige enke giftede sig d. 13-10-1818 med sønnen fra "Ellemosegård", Poul Pedersen der var 23 år. Anne Jacobsdatter var i 6. måned ved brylluppet (og hun kunne næppe have været gravid med den afdøde mand), idet hun allerede i januar nedkom med deres første barn, Ane Margrethe Poulsdatter *15-01-1819. Ane Margrethe blev gift med en søn fra "Bækkelund" og levede hele sit liv i Lund (se matr.nr. 28)
Sønnen Niels Poulsen *30-09-1820 overtog "Espemosegård" efter farens død i 1848.
De næste to børn døde kort efter fødslen.
Maren Poulsdatter (*27-04-1827; †29-12-1858) blev sent gift med en søn fra "Bækkelund" og døde af brystsyge få år efter brylluppet.
Deres sidste barn, Anne Sophie Poulsdatter, døde ½ år gammel.
Da Anne Jacobsdatters anden mand døde, sad hun i nogle år med fæstet som enke, men d. 31-12-1852 fik hendes søn Niels Poulsen læst fæstebrev på "Espemosegård". Anne blev boende på gården som aftægtskone til sin død d. 28-12-1866, så hun oplevede udflytningen i 1861-62.
Anne Jacobsdatter fødte 9 børn, hvoraf de 4 døde inden de blev voksne.

Kirstine Jacobsdatter blev født d. 22-05-1796 - hvor har jeg endnu ikke fundet.

I 1801 boede hun i Roskilde sammen med sine forældre og 3 søskende. Hun er kommet til Lund sammen med familien mellem 1801 og 1808.
Kirstine kom i pleje hos sin morbror, Lars Nielsen, på "Hybenhøj" i Højerup.
Den 19-02-1813 blev hun 18 år gammel gift i Højerup Kirke med den 53-årige enke- og gårdmand Hans Mortensen i Højerup. Ved FT 1840 angives han at være 80 år, hun 43. De har da 4 hjemmeboende børn: Niels Hansen på 20 år, Peter Hansen på 18 år samt Jens og Johanne på 3 år. Johanne døde 4½ år gammel.
Hans Mortensen døde den 18-02-1841, 81 år gammel.
Den 17-12-1841 blev Kirstine gift for anden gang i Højerup Kirke. Denne gang med den 42-årige enke- og sømand Hans Hansen. Ved FT 1845 bor Kirstine og Hans i et hus, han "lever af sin jord" og de har et barn boende, nemlig Jens på 8 år.
Ved FT 1850 boede Kirstine ikke i Præstø Amt, og hun døde ikke mellem 1845 og 1850 i Højerup Sogn.

Birte Marie Jacobsdatter blev født d. 19-02-18011 - sandsynligvis i Roskilde.

Ved FT 1801 i Roskilde Købstad under Sct. Ibs Sogn er hendes familie registreret med far og mor samt 4 børn. Her angives Birtes alder til 1 år, men da folketællingen har fundet sted d. 1. februar, kan Birte ikke være født d. 19-02-1801 som Kristen Nielsen1 anfører. Det har ikke været muligt at finde Birte - eller nogen af hendes søskende - i nogen af Roskilde sognes kirkebøger.
Birte kom til Lund med sin familie senest i 1808 (hvor hendes lillesøster Kirsten blev døbt i Lyderslev Kirke).
Kort efter er hun nok kommet i pleje hos sin morbror unge Hans Jensen og dennes kone, Margrethe Andersdatter, på "Haugård".
Margrethe Andersdatter døde d. 09-10-1820, og unge Hans Jensen, som i 1820 var 48 år gammel, giftede sig d. 08-12-1820 med sin da 19-årige niece.
I 1800 havde man lempet reglerne omkring indgåelse af ægteskab, så det kun var ægteskab mellem familiemedlemmer i lige linie, der var forbudt.
Som det fremgår af kirkebogen, var unge Hans Jensen gårdmand - der står intet om at han også var enkemand, noget man ellers tit ser nævnt ved indgåelse af et nyt ægteskab. Hans alder angives til 43 år, men da han var født den 23-02-1772, var hans korrekt alder 48. Der var i 1820 kun en gårdmand i Lund ved navn Hans Jensen, idet den "gamle" Hans Jensen på "Pilebæk" døde i 1811.
Birte og Hans Jensen fik 5 børn hvoraf kun en levede og blev voksen.
Hans Jensen døde d. 22-12-1832.
Knap to år senere giftede Birte sig d. 11-08-1834 med gårdens næste fæster, Peder Jacobsen, med hvem hun fik 2 piger der begge blev gift med gårdmænd uden for Lund. Peder døde d. 09-04-1840.
Birtes tredje ægteskab indgik hun d. 02-10-1841 - i en alder af 40 år -  med Niels Christensen, der var 20 år. De fik sammen 2 børn, den ældste døde 3 mdr. gammel, og den yngste blev gårdmand på Ll. Heddinge Stormark.
Birte døde d. 31-03-1866 efter at have boet på "Haugård" i ca. 58 år, heraf de 46 som gårdmandskone. Hun fødte 9 børn, hvoraf de 5 døde inden de blev voksne. Hun var med til i 1861-62 at flytte gården ud på Lund Mark.

Kirsten Jacobsdatter blev født i Lund d. 12-02-1808.

I kirkebogen er forældrene "indsidder i Lund Jacob Larsen Møller og hustru Maren Jens Datter", hvilket viser at familien var flyttet til Lund noget før statsbankerotten i 1813. Både "gl." og "unge" Hans Jensen stod faddere til Kirsten ved dåben. "gl." Hans Jensen på "Pilebæk" var gift med Marens storesøster, og "unge" Hans Jensen var Marens lillebror.
Kirsten kom i pleje hos storesøster Anne, der d. 26-10-1811 blev gift med Niels Pedersen på "Espemosegård". Her voksede hun op og boede indtil hun 23 år gammel blev gift d. 13-11-1831 i Lyderslev Kirke med sønnen fra "Lindersgård", Peder Jeppesen Larsen.

Ved FT 1834 var Kirsten og Peder Larsen gårdmandsfolk i Spjellerup, angiveligt i følge Kristen Nielsen på "Vilhelmsminde". De havde da et barn på 2 år. De nåede at få 6 børn inden Peder døde 35 år gammel d. 26-03-1842.
Den 18-05-1850 giftede Kirsten sig med den 30-årige Christoffer Sørensen. I KB Spjellerup 1837-68 står der i ops. 143 at han faldt i slaget ved Isted d. 25-07-1850.
Kirsten Jacobsdatter var enke til sin død d. 17-05-1880.

I Kristen Nielsens Slægtsbog citerer han Kirsten for følgende: "Den 26-03-1842 fristede jeg den hårde skæbne at miste mine børns far. I foråret 1850, den 18. maj, havde min anden mand og jeg bryllup. Hans Navn var Christoffer Sørensen, søn af gmd. Søren Madsen, Vibede. Han rejste da straks efter brylluppet i krig, hvor han blev skudt 25-07-1850 i slaget ved Isted. I 1864 var min søn Lars Pedersen med i krigen, hvor han blev syg og døde d. 26-04-1864.1

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk